I 1500-tallet rykkede en større gruppe nederlændere til Amager. De kom fra vor tids Belgien, Luxembourg, og Flandern, og blev inviteret af ingen ringere end Christian d. 2, for at dyrke grøntsager til kongen og hans dronning. Nederlænderne medbragte en ret med et spøjst navn; Posegrød.
Selvom den først er nedfældet i Danmark i 1500-og-noget, er der god grund til at tro at retten har rødder længere tilbage i tiden, før den kom til Danmark. Ingredienserne og krydderierne er alle noget der sagtens kunne høre hjemme som mad i middelalderen.
Navnet gjorde at vi bare måtte prøve retten. Vi har taget udgangspunkt i denne fine opskrift fra Sundby Lokalhistoriske afdeling. Vi har dog lavet nogle tilpasninger, såsom at skinken er røget med ned i posen, og tilføjelsen af nogle ternede æbler i stedet for puddersukker.
Posegrød
Ingredienser
- 1 hel skinke
- 3-4 dl Grove byggryn (Husk at de skal blødes op et døgns tid først! Hvis alt glipper kan du bruge andre gryn som ikke skal opblødes, f.eks. speltgryn.)
- 1 spsk Kanel
- 1 spsk anis
- 1 spsk timian
- 1 spsk nellike
- 1 dl rosiner
- 1 dl æbler i tern
Sådan gør du
- Blød grynene op dagen før.
- Bred et klæde ud på et bord (Vi brugte et viskestykke), og placer alle ingredienserne på midten af klædet, med skinken i midten af herligheden.
- Posen foldes sammen til en bylt, lukkes med noget snor og lægges ned i en passende gryde.
- Dæk herligheden med vand.
- Kog i laaang tid til det hele er godt mørt.
- Når bygkornene eller skinken er færdig (Afhængigt af hvad der tager længst tid om at koge) tages posen op af gryden, og indholdet hældes ud på et fad til servering.
Noter
Retten er overraskende velsmagende, og meget interessant. Den er et godt eksempel på mad i middelalderen ved at være både salt og sød, og utrolig nem at spise. Bygkornene opfanger den krydrede smag af både skinken og krydderierne.
Til posegrøden spiste vi mosede, grønne ærter og mørkt brød med et godt lag smør og salt.
Velbekomme!GemGem