Æbelholt Klostermarked

3400_aebelholt_mus_sj_a

Selvom bilen knap nok er pakket ud siden Esrum Middelalderdage sidste weekend, går turen den kommende weekend til Æbelholt Klostermarked.
Det er et virkelig hyggeligt lille marked med en lang historie, for allerede i middelalderen afholdt man ved augustinerklosteret et stort marked fra Sankt Vilhelms dag d. 16. juni og to uger frem.

Æbelholt Klosters historie

Sankt Vilhelms karrierer startede i det franske St. Genevive kloster, hvorfra han i 1165 på opfordring fra biskop Absalon drog til Danmark, for at blive abbed i augustinerklosteret på Eskildsø i Roskilde Fjord. Efter sigende var augustinermunkene på Eskildsø ikke videre gudsfrygtige – kædedans og vilde fester blev holdt, og det sagdes at de mangt en morgen var så hede af druk, at de heller ville sove end at synge lovsang.
Dette fik Vilhelm skik på, ved at flytte klosteret til en lille rydning i Gribskov. Her blev klosteret grundlagt i 1176, og i løbet af de næste 100 år blev klosterkomplekset opført.

Jærtegn, helgenkåring og 40 dages salighed

Vilhelm nåede aldrig at se det færdigt, for han døde i 1203. Men allerede kort efter hans død, begyndte der at ske jærtegn omkring hans grav. Folk så ham i drømme og mirakler skete, når hans navn blev påkaldt i bønner. Det var tydeligt, at han var en helgen, og allerede i 1224 blev han helgenkåret. Samtidig blev der lovet 40 dages aflad til enhver, der på sankt Vilhelms festdag, d. 16. juni, og en uge frem, besøgte hans grav ved Æbelholt.
Dette resulterede selvsagt i, at folk strømmede til klosteret i tiden omkring Sankt Vilhelms festdag, og det udviklede sig snart til et marked, der varede i flere uger.

Der blev kokkereret og fortalt i stor stil, sidste år på Æbelholt.

I dag er der ikke meget tilbage af klosteret. Efter reformationen blev det gradvist nedrevet, og stenene blev brugt til andre byggerier. I dag er der kun lave ruiner og enkelte søjler tilbage. Men i weekenden giver vi det hele liv igen, så kom og sig goddag.

 

 

 

 

Del dette indlæg med dine venner :)

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

16 − 11 =