Dette indlæg er starten på en øl historie. Drikken “øl” kan meget kort beskrives som “en gæret drik fremstillet af korn”. Og den formel har sådan set været gradbøjet gennem mange tusinde år. Helt tilbage til det ældgamle Mesopotamien skyllede de ganen fri for støv med en kop øl. I dag kender vi den i mange forskellige udgaver med alt fra lakrids til hyldeblomst. Men hvilke grundingredienser skal der til for at lave øl?
Jo, se bare på bagsiden af din næste pilsner, for der står din opskrift sort på hvidt: “Brygget på: Vand, (byg)malt, gær og humle”. Nå ja – man kan undlade humlen – men det er et emne til et andet blogindlæg!
Vand, malt og gær beskæftiger vi os også med på et senere tidspunkt, for alle disse forholdsvis simple ingredienser har hver deres (mere eller mindre) forunderlige rejse hen til det, som vi tømmer ud af flaskerne og tapper fra hanerne til fodboldkampen, i gourmet-køkkenet og på den lokale.
Kortet her fortæller lidt om, hvor meget øl, der bliver drukket per capita forskellige steder i verden. Op til et vist punkt, så bekræfter det mange af mine fordomme om øldrikning. Tyskland, Tjekkiet og Irland drikker meget øl!
Vi skal på et senere tidspunkt beskæftige os med ølproduktionens udvikling i Europa i middelalderen og frem og forskellighederne heri. Men indtil videre kan vi også kigge lidt på den producerede mængde øl per capita i verden i dag.
Irland, Tjekkiet, Belgien, Tyskland og Danmark ligger alle i top 10. Jeg vil nødigt udelukke nogen, men hvis vi ser bort fra Surinam, som har ca. 560.000 indbyggere (og dermed rimeligt nemt ved at producere meget øl pr capita), så ligger mange af ølhistoriens hovedlande i toppen af listen. Bare rolig… Det bliver interessant senere hen!
Næste gang bliver det teknisk! Vi skal nemlig kigge nærmere på malt – og især bygmalt.
