I søndags var det fastelavn og det betyder, at vi fra i morgen – askeonsdag – går ind i dét, der i middelalderen blev kaldt langfasten. Det blev den kaldt af den simple årsag, at de 40 dage mellem fastelavn og påske var årets længste fasteperiode. Men det var så langtfra den eneste. Tælles alle fastedage sammen, bliver det til over 180 dage om året! Men mere om det i et senere indlæg.
For før fastetiden kommer over os, skal der være tid til tant, fjas og flæsk.
Hvad er fastelavn og hvorfor fejrer man fastelavnssøndag?
Ordet “fastelavn” kommer af det plattyske “Vastel Avent”, som enten kan oversættes til “faste aften” eller måske til “faste advent”. Ordet “advent” kommer af det latinske “adventus” – “at komme”. Og i den katolske kirke bliver begrebet brugt til at beskrive den venteperiode, der leder op til en stor helligdag, som julen. Eller påsken.
Og sådan kan etymologi være så kringlet…
Hvad end betydningen har været, har det for middelalder-mennesker betydet, at der snart skulle tages afsked med mange af ganens glæder. Animalske produkter som kød, æg og mælk var bandlyst i fasten, for at mennesket kunne spæge sit kød og klargøre krop og sjæl på påskens religiøse oplevelse. Derfor var det så meget desto vigtigere at smovse i alle herlighederne inden fasten.
Søndag før askeonsdag bliver derfor traditionelt kaldt flæskesøndag. Her skulle man, som navnet svagt antyder, fylde sig med alt godt fra svinet. Nogle traditioner byder, at man blev ved med at flæske helt til om mandagen, som derfor lyder navnet flæskemandag. Meget opfindsomt.
I dag, tirsdag, er det tid til andre boller på suppen. Da var det nemlig hvide tirsdag, hvor man flottede sig med mælkemad og hvedebrød. Det kunne være grød kogt på mælk i stedet for vand (som mange nok brugte til daglig), eller en af middelalderens utallige sovser eller supper med hvidt brød, æg og kylling. En klassisk ret, som man hører om lidt længere oppe i tiden, men som der sikkert også har været varianter af i middelalderen er bollemælk – æggesøbe med hvedeboller i.
Det er blandt andet fra dette hvedebrød, at senere tiders tradition for fastelavnsbolle er opstået. En anden forgænger er de tyske Heißwecken eller Hedewecke (her vil sønderjyderne nikke genkendende) – hvedebrød bagt med mælk og spist varme. Senere variationer er de svenske semlor og de engelske hot cross buns.
Det er vigtigt at huske, at alle disse godterier hørte til på bordet hos de, der havde råd til det. I middelalderen kunne man ikke købe en meter flæskesteg til 15 kr kiloet (Gudsketakoglov). Man skulle enten have rigelige mængder kligende mønt til at købe kød eller en gris man kunne tage af dage til formålet. På samme måde hørte hvidt mel også kun til ved festlige lejligheder og æg og mælk var også sjældne om vinteren, når dyrene gav mindre.
En måde at få fat i goderierne på, var ved at ride eller løbe fastelavn. Især på landet kunne karlene iklæde sig fint tøj og binde bånd og klokker på heste og dragt, og ride rundt for at samle ind til et fastelavnsgilde. Løbet var noget mere løbsk og kunne foregå mellem karle og piger i den bare undersærk, hvor vinderen vandt en præmie. F.eks. et hvedebrød, eller noget mindre sømmeligt. Disse ting kender man især til fra 1500-tallet og de følgende århundreder, hvor både præster og konger harselerer over al denne usømmelighed og sågar forbyder det ved lov. Især i efter reformationen lugter det lidt af frygt for de katolske traditioner, så man kan nok udlede, at de også har fundet sted tidligere og derfor har været en del af middelalderens fastelavnstraditioner.
Flere af de fastelavn- og karnevalstraditioner som stadig bruges i katolske lande, har rødder langt tilbage i tiden og kan således også have været en del af den danske fastelavnsfejring i middelalderen. Store karnevalsoptog med vogne igennem byerne kendes fra Köln langt tilbage i tiden. Det samme gør udklædning med masker, der løste op for både sociale skel og ægteskabelige bånd.
Alt i alt var fastelavnen en tid, hvor man skejede ud og fik afløb for alt dét, man skulle bruge fastetiden på at forsage.
