”There is no love sincerer, than the love of food”

20161012_184103

Det skrev George Bernard Shaw. Og det må han jo siges at have ret i. Der er i hvert fald ikke noget som mad, der kan samle mennesker og trække tråde igennem historien – krige, revolutioner eller epidemier, mad har altid været en nødvendighed. Og helst også en nydelse.

Meget kan vi kun gisne om i historieforskningen, men at menneskeheden altid har holdt af mad, må betragtes som noget nær et faktum; mad er blevet ofret til guder og givet som gravgaver. Det er blevet brugt som statussymbol – ment mere til pynt end til indtagelse – og der er udkæmpet kampe om rettigheder til det. Gennem århundreder er det blevet malet, udhugget, beskrevet og besunget, og vi har derigennem en god kilde til forståelse af fortiden.

Viden om de anvendte råvarer, krydderier og kogekunst kan på den måde sige meget om en given periode; middelalderens store forbrug af krydderier vidner om den forbindelse til Mellemøsten, der blev skabt under korstogene. Den intensive brug af krydderier i maden, fortsatte helt op i 1600-tallet, hvor europæerne fik etableret deres egne handelsruter, og priserne (og dermed eksklusiviteten) faldt.

Der er også åbenlyse frynsegoder ved at beskæftige sig med historisk- og middelaldermad; for, som den seriøse forsker man selvfølgelig er, afprøver man sit forskningobjekt på eget legeme. Der er mængder af mindre tiltrækkende eksempler på middelaldermad; som lampret (ådselædende fisk, spist som delikatesse i middelalderen) eller garum (romersk fiskesovs, der får surströmming til at ligne røget makrel). Men hvis man formår at være en smule selektiv, byder fortiden på et væld af lækkerier indeholdende fløde, smør, æg og fedtprocenter i mængder, der får brødrene Price til at ligne Vægtvogterne.

Del dette indlæg med dine venner :)

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

15 + ten =