Syltet kål.
Hvis der er noget de fleste af verdens folkeslag har tilfælles, så er det at sylte kål. Der findes så mange regionale retter som handler om syltet kål. Fra Sauerkraut til Kimchi, syltet kål har været allemandsspise takket være den kradsbørstige plante som kan holde til det meste – og når den ikke kan, så kan den bare blive syltet, så holder den lidt længere.
Den her opskrift er tysk, og vi lavede den sammen med den syltede kylling. Ifølge Maria er det hendes yndlingsspise fremover.
“Wilthu machenn eynngemacht Crautt: so seudt weysse Heuptt und ein zweythell Sennffs und das dritthell Hoengs und die selbing mach undereinander mitt Wein und thu darein Koemel und einß des genug und leg dan des gesotten Kraut darein und [[nnd_Ed.]] gibe es kalt. also magst auch priesen die Seudt mitt Würczenn und gyb sy hin.”
– Ein Kochbuch aus dem Archiv des Deutschen Ordens (15. århundrede)
Hvis du vil lave syltet kål, kog hvide hoveder og tag en del sennep og to dele honning, bland dem med vin og tilføj nok kommen. Put den kogte kål i [dressingen] og server den kold. Du kan også krydre kogesuppen og servere den.
– Vores oversættelse
Syltet kål
Ingredienser
- 1 stk hvidkålshoved
- 1 spsk sennep
- 2 spsk honning
- 1 dl vin Det spiller ingen rolle om det er rødvin eller hvidvin. Vi brugte rødvin.
- 1 tsk kommen
Sådan gør du
- Del hvidkålshovedet i to dele og put dem i en gryde. Dæk med vand og kog indtil de er møre, men ikke totalt udkogt.
- Tag de kogte kålhoveder op af gryden og lad dem dryppe af i en skål eller på et viskestykke.
- Bland dresseingen af sennep, honning og vin.
- Smag dressingen til med kommen og lidt salt og peber. Vi tilsatte også lidt eddike fordi vi syntes at honningen blev meget fremtrædende.
- Snit den afkølede kål og bland den sammen med dressingen i en skål. Servér.
Noter
Spis det til næsten hvad som helst. Det er en brandgod middelaldersk ret.