Sankt Laurentius – en middelalderlig superhelt

I dag, d. 10. August, er Sankt Laurentius helligdag.

Så godt som alle dage har en eller anden hellighed knyttet til sig. Men netop Sankt Laurentius er noget særligt i denne afkrog af nettet. For det er netop ham vi i middelaldergruppen Sankt Laurentii Laug har valgt at tage navn efter. Og hvorfor så det? – Jo, såmænd fordi han er helgen for både kokkene og de forbrændte. Og det er en god ting at være på god fod med ham, når man laver meget mad over åben ild. Af andre prominente folk, der har taget ham som skytshelgen gennem tiden kan for øvrigt nævnes Firenzes Medici familie, der har produceret tre paver og to franske dronninger.

Grunden til at man i dag fejrer Sankt Laurentius? Jo, det var fordi han netop d. 10. August år 258 blev henrettet i Rom under megen pine. Krakilerne vil påpege at den slags ikke er grund til fejring, hvortil man må svare, at det jo er alt dét der skete inden den plagsomme henrettelse man fejrer. Og det var dette:

Pave Sixtus II var på rejse i Spanien og her samlede han Laurentius og Vincent (som også senere led martyrdøden) op og tog dem med til Rom. Her kom Laurentius til at fungere som kassemester for kirken. Da den romerske kejser Valerian besluttede sig for, at han ikke gad de der kristne mere, var paven selvsagt en af de første der røg. Inden da nåede han at bede Laurentius forvalte kirkens penge. Så Laurentius gik ud og forærede det hele til de fattige.
Den romerske kejser vidste nok, at der måtte være en kassebeholdning et eller andet sted i foreningen, så han fik fat i Laurentius og bad ham om den. Det gik Laurentius gladeligt med til og tre dage senere kom han med alle byens fattige. “Dette er kirkens rigdom, de evige skatte, som aldrig mindskes, men forøges hver dag”, sagde han. Det huede jo ikke den romerske kejser og så måtte Laurentius lide martyrdøden.
Romerske kejsere har en veludviklet kreativitet når det kommer til henrettelsesmetoder, hvad Laurentius fik at føle da han blev lagt på en stor rist og grillet. Ifølge legenden skal han dog have taget det ret pænt – efter en rum tid bad han om at blive vendt med ordene: “stegen har fået nok på denne side”.

Sankt Laurentius, der dog ikke ser så munter ud. Udateret illumination

At Laurentius med denne historie er blevet helgen for de forbrændte er ikke så overraskende. At han er det for kokke kan måske undre lidt mere. Det er af den simple (og makabre) grund, at han blev stegt på en rist, der normalt blev brugt til store stege. Denne rist er sammen med pengekisten eller -posen blevet hans attributter – de genstande han tit bliver afbilledet med.

Sankt Laurentius (med attributter), Överselö kirke, ca. 1500

Riste som denne var normale i større husholdninger i middelalderen og når man ser dem rundt omkring på museer (der står bl.a. én på Esrum Kloster) er det ikke fordi skikken med at branke mennesker var vidt udbredt. Det er snarere kalve, grise og råvildt, der har måtte lide den skæbne.

Helgener i al generelhed, og Sankt Laurentius i særdeleshed, må være en slags middelalderens superhelte. Kampen mod det onde med livet som indsats, krydret med kække bemærkninger fra pinebænken, giver en sikker blockbuster.
Det var da også meget moderne at navngive børn efter helgener. Sankt Laurentius var en meget populær helgen i middelalderen og det er således ham vi kan takke for navnet Lars. Han har også lagt navn til flere kirker (i bl.a. Roskilde, Kerteminde og Skagen). Og Laurentius og hans trofaste rist kan ses på mange kalkmalerier.

Det er nok de færreste, der sender en bøn afsted til Laurentius mens de står over kødgryderne. Men et blivende aftryk findes hvis man hæver blikket mod nattehimlen få dage efter Laurentius helgendag. Så kan man se meteorsværmen Laurentii Tårer.

GemGem