Peter Brueghel 1525-1565

Kyndelmisses knude

I går var det Kyndelmisse, men det er først i dag at kyndelmisses knude, som det lyder i St. St. Blichers “Det er hvidt herude”, for alvor har ramt os. Knude er et gammelt udtryk for frost. Så når Jeppe Aakjær skriver om Kjørmes Knud i sin “Sneflokke kommer vrimlende”, så mener han netop kyndelmissens vintervejr.

Kyndemisse markerer at halvdelen af vinterhalvåret er gået. Her har man traditionelt gjort vinterforrådet op på gårdende for at sikre, at både mennesker og dyr havde nok at leve på vinteren ud. Og man har heller ikke ladet lejligheden gå forbi til at holde en fest. Kjørmes-gilde er det blevet kaldt, hvor man har mæsket sig i flæsk, pandekager, øl og brændevin eller hvad landhusholdningen nu har kunne frembringe.

Og så er dagen også traditionelt blevet brugt til at tage varsler af vejret. Både forårets komme (“Blæser det så meget at atten kællinger ikke kan holde den nittende, da er foråret på vej”) og årets udbytte (“Kyndelmisse-tø giver meget hø”).

Disse gilder og varsler er et folkeligt levn fra den religiøse højtid. I 1770 fik Struensee afskaffet Kyndelmissen som helligdag, men den overlevede som vigtig mærkedag for bønderne.

Alt var ikke helt koldt og mørkt og miserabelt i “den mørke middelalder”. Man kunne sagtens have sjov i sneen. Venceslao, ca. 1400.

Lysmessen

Kyndelmisse kommer af det latinske candelarum missa, altså lysmesse. Kjørmes eller Kermesse er variationer fra det tyske Kerte, som også betyder lys.

Dermed er det vist slået fast, at Kyndelmissen var en lysfest. Den katolske kirke fejrer stadig dagen, som den har gjort det siden middelalderen; med indvielse af de lys, der skal afbrændes i løbet af året.

En anden fejring på denne dag er Maria renselse. Ifølge den jødiske tradition, skulle en kvinde vente 40 dage efter hun havde født, før hun kunne blive renset i templet. Da d. 2. februar er 40 dage efter jul (og dermed Kristi fødsel), fejrer man derfor Jomfru Marias renselse her.

“Presentation af Kristus i templet” – templet synes her mest at minde om en gotisk kirke. Giotto di Bondone, ca. 1267-1337.

Det var i templet at den gamle mand Simeon, kaldte Jesus “Et lys til åbenbaring for hedninge”. Derfor har man traditionelt fejret Maria renselse med lystænding. Man har heller ikke set nogen grund til ikke at kunne indføje lidt gamle traditioner – der eksisterede nemlig allerede en skik med at gå i lysprocession gennem Roms gader for at uddrive dårligdom og ondskab. Denne gamle lysfest er på fineste vis blevet flettet ind i den katolske kirkes fejring af Maria renselse og blevet til Kyndelmissen.

Del dette indlæg med dine venner :)

Måske vil du også læse...

Hildegard af Bingen

I anledning af kvindernes internationale kampdag ser vi nærmere på en absolut badass fra middelalderen: Hildegard af Bingen! Hildegard af Bingen blev født omkring 1098

Læs mere »

Glædelig jul

Den søde juletid er over os. Mange er sikkert allerede begyndt at mæske sig i julens lækkerier, men i middelalderen begyndte julefejringen først ved midnat

Læs mere »

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 × five =