Faste, fyrme og alskens fisk

Nu nærmer vi os påsken og dermed afslutningen på langfasten, der startede Askeonsdag og har varet i 40 dage. Det er nok de færreste, der har bemærket det, for butikkerne har jo bugnet af påskegodter siden engang i februar, og i dag er det de færreste her i Norden, der lader sig mærke med de mange faste- og abstinensdage, som den katolske kirke opererer med. Sådan har det imidlertid ikke altid været…

En religiøs oplevelse

I middelalderen var det den katolske kirke, der satte den religiøse dagsorden i det meste af Europa. Det betød en mængde festdage for de mange helgener. Men det betød også faste, som forberedelse af kroppen inden en religiøs oplevelse: Ved dagens første messe modtog man nadveren på tom mave; der var mindst to ugentlige fastedage, nemlig onsdag og fredag; der skulle fastes op til helgendage (og dem var der mange af); foruden den kirkepålagte faste, som bod for begåede synder. Og så var der selvfølgelig de længere fasteperioder op til store helligdage, såsom jul og påske. I alt omkring 180 fastedage om året. For den almindelige borger var det halvdelen af livet, der skulle leves på vand og brød.

Nemt var det ikke at få indført hos de madglade danskere. Ælnoth beskriver, hvordan Knud den Hellige måtte skjule for sine (mindre kristne) mænd at han fastede, ved at mime indtag af overdådige retter og vin, mens han i virkeligheden kysk nippede til vand og saltbrød. Det kan meget vel være propaganda, men det viser, at der har foregået omfattende brud på fasten.

Fasten, fyrmen og fisken

Det er først for alvor fra 1100-tallet, at faste-konceptet slår igennem. På dette tidspunkt har kirken lært, at danskerne er svage i ånden, når det kommer til mad, og i stedet indført fyrme. Fyrme er en noget mildere fastevariation, hvor det kun er pattedyr og fjerkræ, man giver afkald på. Fisk, grøntsager og frugt er dermed tilladt. Belejligt nok anså man både hval og sæl for at være fisk.

Og fisk blev der spist meget af i fasten – ikke kun torsk, laks, ål og hornfisk, som for os i dag er almindelige spise-fisk. Også kabilau, gedde, sandart, brasen og lampret blev fisket fra danske farvande og søer, og spist i langt større mængde og variation end danskernes fiskeindtag i dag.

“… Så fuldt op med Fisk, at Skibene undertiden bliver siddende fast..”

Og så var der selvfølgelig silden. I mængder så store, at bådene sidder fast og ”man ligefrem kan tage dem med hænderne”, som beskrevet af Saxo. Og sildene stod virkelig tæt i Østersøen i løbet af middelalderen og danner grobund for de store Skånemarkeder.

Sildene blev saltet i tønder og eksporteret til hele Nordeuropa. Og danskerne aftog også selv store mængder. Både af egne saltede sild, og af de mere ”eksotiske” bergenfisk og botenlaks (fra den Botniske bugt). Fælles for al fisken var, at den var tørret og/eller saltet for ikke at fordærve. Det betød at et vist forarbejde var påkrævet, for at den blev spiselig. Man var nødt til først at banke fisken og dernæst udbløde den i vand, hvad gav grundlag for det stolte erhverv som Fiskebløder. Selv efter udblødning har fisken været en noget salt fornøjelse. Man har ikke haft samme skelnen mellem det salte og søde køkken, som i dag, og man har ofte serveret fisken med nødder, honning og rosiner. Også i fastetiden.

Foruden pattedyr og fjerkræ var også alle produkter fra disse dyr bandlyst. Altså ingen æg, ost og ikke mindst smør, til de fastende danskere. Og dog. For dispensationerne var mange; f.eks. behøvede børn, syge og rejsende ikke at faste. Og kirken så også i nåde til Valdemar Atterdag og hans mænd, der i 1349 fik pavelig dispensation til at måtte spise mælkemad, når de var i krig. Det var de belejlig vis ofte. Dispensation til at spise smør fik hertugparret af Slesvig også i 1459, da paven erfarede, at der ikke voksede oliven så langt nordpå, og man derfor ikke kunne forlade sig på olivenolie til dyppelse og stegning.

Selv folk med mindre ærværdige bestillinger end krig og herredømme kunne få dispensationer. De kom ofte efter en mindre udveksling af klingende mønt. På denne måde har danskernes smørtrang hjulpet med at finansiere Peterskirken. De såkaldte smørbreve blev solgt i Norden, så de smørglade skandinaver én gang for alle kunne få tilgivelse for deres smørlyst.

Faste… efter reformationen?

Selvom herskere havde mulighed for at betale for at faste per stedfortræder, valgte mange den fromme vej. Det er derfor et tydeligt og demonstrativt brud med den gamle kirketradition, man ser hos Frederik d. 1, som vel nok var kronet som katolsk konge, men flirtede med protestantismen. Et klart signal sendte han, da han i juni 1526 begyndte at spise kød om fredagen. En handling der forargede karmelittermunken og historikeren Poul Helgesen, der ærgrede sig over de mange, der fulgte hans eksempel og lod sig ”forføre til det onde”.

Men selv efter reformationen kan man se, at der i bispegårde og i de mindre hjem er blevet spist mindre, eller slet intet kød, i den traditionelle langfaste frem til påske. Det vidner om at langfasten, foruden at være en fastgroet tradition, nok i mange tilfælde er faldet sammen med den tid på året, hvor man begyndte at kunne skimte bunden i sulefad og kornsække.

Det problem har vi ikke i dag, hvor køledisken altid bugner af mange forskellige slags kød og knap så overvældende og varierede mængder fisk. Hvad vi dog har taget med os, er påskens frås i æg og julens frås i fede retter. Og så selvfølgelig silden, som er og bliver en dansk tradition på frokostbordet. Om man faster per stedfortræder eller ej.

Du kan finde opskrifter på fastespise HER.