Christine af Pizan – En middelalder-feminist

christinedepizan

I dag er det kvindernes kampdag.

Og hvad har dét så at gøre med middelalder og mad, spørger den observante læser. Ikke så meget, faktisk, er svaret. Udover at der fandtes kvinder i middelalderen og flere af dem faktisk bevægede sig ud i noget, der kunne minde om agitation for kvinderettigheder.

En af dem er Christine de Pizan.

Hun blev født i 1364 i Venedig som datter af hof astrolog og læge Thomas da Pizzano. I en ung alder fulgte hun sin far til det franske hof, hvor hun blev uddannet i sprog, etikette, de gamle (græske) klassikere og alt hvad et humanistisk tidlig-rennæssance hjerte kan begære. Hun blev gift som 15-årig og fik tre børn, før hendes mand døde og efterlod hende som 25-årig enke og eneforsørger for sin mor, en niece og førnævnte børn. Herefter fulgte en hel række retssager angående hendes mands arv og andre besværligheder, som blev ekstra besværlige af, at hun var en kvinde og ikke havde nogle voksne sønner, brødre, onkler eller andet mandigt til at tale sin sag. Det kunne altså ikke blive mere elendigt, om så Dickens havde skrevet det.

Og elendigt var det blevet ved med at være, hvis det ikke var fordi Christine nægtede at give sig uden kamp.

Hun greb pennen og begyndte at skrive digte og ballader for at tjene til dagen og vejen. Og det blev en succes. Fra slutningen af 1300-tallet til begyndelsen af 1400-tallet havde hun en enorm produktivitet, og hun blev meget populær hos de højere herrer (og damer), der synes at det var åh-så nyt og interessant, at en kvinde skrev vittigt om romancer.
Det hele var dog ikke hjerte-rimer-på-smerte poesi. Hun gav også de høje herrer og kække riddere et vap over snudeskaftet med på vejen, når de troede, at der ikke skulle mere end lidt klimpren på en lut til at bedåre damerne:

“Yet if women are so flighty, fickle, changeable, susceptible, and inconstant (as some clerks would have us believe), why is it that their suitors have to resort to such trickery to have their way with them? And why don’t women quickly succumb to them, without the need for all this skill and ingenuity in conquering them? For there is no need to go to war for a castle that is already captured.”
– Christine de Pizan, “L’Epistre au dieu d’amours”

Christine de Pizan
Christine de Pizan bliver ofte afbilledet i en Maria-blå kjole. Her er hun vist omgivet af mænd, der tydeligvis har brug for hendes råd.

Med tiden begyndte Christine de Pizan at beskæftige sig mere med kvindeskæbner (og rettigheder). Hun har en hel del værker på samvittigheden, hvoraf langt de fleste beskæftiger sig med kvinders evner, gerninger og muligheder. Og hun er ret unik, idet hun mener, at kvinder har lige så gode (hvis ikke bedre) evner end mænd.

“If it were customary to send little girls to school and teach them the same subjects as are taught to boys, they would learn just as fully and would understand the subtleties of all arts and sciences.”
– Christine de Pizan, “Le Livre de la cité des dames”

Hendes nok mest kendte værker er “Le Livre de la cité des dames” og “Le Livre des trois vertus”, begge fra 1405. De skriver sig ind i tidens tradition med fyrstespejle – værker der, ud fra opbyggelige fortællinger og personer, forklarer herskere, hvordan de skal herske. Forskellen mellem den almene version og Christine de Pizans er ikke svær at gætte – Pizans er skrevet til og om kvinder!

I disse værker opregner hun tidligere tiders (både bibelske og historiske) forbilledlige kvinder. Hun fremlægger kvinders dyder og fortin. Og hun argumenterer for hvordan og hvorfor kvinder kan og bør være lige så gode (enddog bedre) godsejere, herskere og hærførere som mænd.

Christine de Pizan
Illustration fra “Le Livre de la Cité des Dames”, hvor de tre dyder Fornuft, Retsindighed og Retfærdighed kommer for at hjælpe Pizan med at bygge en by, hvori kvinder kan leve i harmoni og fred (for mænd).

Et af Pizans særkender er, at hun altid argumenterer sagligt, rationelt og vidende.

I middelalderen (og et godt stykke op i tiden) blev mangt og meget retfærdiggjort med afsæt i Bibelen, bl.a. kvindens underordnede position i forhold til manden. Christine de Pizan underkender ikke Bibelen. Faktisk er mange af hendes argumenter for kvinders fortræffeligheder hentet netop i fortællinger om kvindelige stammødre og helgeninder. Og det er heller ikke anderledes, når det kommer til kvindens og mandens indbyrdes forhold:

“There Adam slept, and God formed the body of woman from one of his ribs, signifying that she should stand at his side as a companion and never lie at his feet like a slave, and also that he should love her as his own flesh.”
– Christine de Pizan, “Le Livre de la cité des dames”

Så elegant bruger Pizan Bibelens ord, som man(d) kunne læse (hvis man kunne dét) sort på pergament-farvet, til at retfærdiggøre kvindes ligestilling med manden.

Christine de Pizan fortsatte sit litterære arbejde og bibeholdt sin status som en førende intellektuel livet ud. Hun satte et meget passende punktum for sin karriere året før sin død i 1430, med et digt til Jeanne d’Arc.

Selvom der er gået mange, mange, MANGE år siden da, er Christine de Pizan en af historiens sande heltinder, som den dag i dag stadig kan vejlede og inspirere.

Se dét var en historie om en ægte feminist.

Del dette indlæg med dine venner :)

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin

Måske vil du også læse...

Tur til Esrum 2020

Grundet verdens omstændigheder, er der ikke nogen middelaldermarkeder i år. Det har vi forståeligt nok været lidt kede af. Men! Vi var så heldige at

Læs mere »

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

16 − 15 =