Vi var for nyligt i festligt lag i Annas have, og i den forbindelse havde jeg fundet to retter i en tysk kogebog fra 1300-tallet som vi tilberedte over bål. De to retter er dengang kreativt navngivet “En ret med pærer” og “En ret med bønner”, og så ved man ligesom hvad hovedingredienserne er!
Retten med pærer deler vi her. Det er en slags arme riddere, hvor der er puttet finthakkede pærer og æbler ind imellem to skiver brød, som derefter er dyppet i en æggedej g stegt på en pande. Vi sprang for nemhedens skyld over hvor gærdet er lavest, og puttede de stegte frugter ovenpå æggebrødene til allersidst.
Ein spise von birn
Nim gebratene birn und sure epfele und hacke sie kleine. und tu dar zu pfeffer und enis und ro eyer. znit zwo dünne schiben von dünne brote. fülle diz da zwischen niht vollen eines vingers dicke. mache ein dünnez blat von eyern und kere daz einez dor inne umm, und backez mit butern in einer phannen biz daz ez rot werde und gibz hin.
Das Buoch von guoter Spise / Ein Buch von guter Speise (Tyskland, ca. 1350)
En ret med pærer
Tag stegte pærer og sure æbler og hak dem fint. Tilføj peber, nelliker og rå æg. Skær to tynde skiver af tyndt brød. Fyld dette mellem dem, ikke mere end en finger tykt. Lav en tynd dej af æg og fold den omkring det hele, og bag det med smør i en pande, indtil det bliver gyldent, og server det.
(Vores oversættelse)
Opskrift på "En ret med pærer"
Ingredienser
- 2 pærer
- 2 sure æbler
- Stødt peber
- Stødt nellike
- 4 æg
- Surdejsbrød (Det må gerne være lidt tørt i det)
- 1 spsk. smør til at stege i
Fjern kernehuset fra pærerne og æblerne og hak dem fint. Steg dem på en pande til de er bløde. Put dem i en skål og tilsæt peber, nellike og 2 rå æg og rør det godt sammen.
Skær et par tynde skiver brød, og læg pærefyldet imellem to skiver brød som en sandwich. De skal gerne holde sammen, så pres brødskiverne sammen så pærefyldet fungerer som lim mellem brødskiverne.
Pisk 2 æg i en dyb tallerken, og dyp forsigtigt pæresandwichen ned i æggemassen og lad det trænge ind i brødet i et par sekunder. Steg sandwichen på en pande ved medium varme i smør.